Nyheder Oktober 2023
Nyhedsoverblik fra denne måned i Læringshuset
Skolelederen skriver
Et enstemmigt byråd vedtog tidligere på måneden Høje-Taastrup Kommunes budget 2024-2027. Set fra vores side, er det glædeligt, at der er budgetforøgelser og ikke besparelser, som man ser det i andre kommuner. Der er blandet andet fundet midler til en børnepakken 2, der skal bekæmpe mistrivsel og styrke det forebyggende arbejde inden for børn- og ungeområdet. Sidst men ikke mindst er der fundet ca. 500.000 kr. til et boldbur, som skolen og skolebestyrel-sen har arbejdet for. Det er dog endnu usikkert, hvor den kan placeres.
Nu vi er ved økonomi, er det også værd at bemærke, hvor dygtige vores bibliotekar og læservejleder er til at søge midler fra forskellige støtteordninger og lokale forretninger i forhold til workshops og begivenheder. Senest har de fået 80.000 kr. af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur, hvilket du kan læse mere om nederst. Stor tak til dem.
Læringshuset er blevet medlem af Dansk Skoleskak. Skak er allerede en del af matematik på flere årgange og pauseaktiviteten for elever fra 4.-9. klasse en dag om ugen, men nu bliver det mere udbredt og med flere værktøjer. Skak er en metode til at træne tålmodighed, fordybelse og kritisk tænkning.
Tak til alle elever og medarbejdere for en fantastisk Læringsfestival 5. oktober - og tak til alle forældre og andre gæster, som tog sig tid til at kigge forbi.
- Casper Madsen
Fokusområde - Trivsel og fællesskab
Halloween er en tradition, som med årene har sneget sig ind i rækken af andre mærkedage i Læringshuset. Halloween i Læringshuset er dog ikke kun sjov og ballade. Det skaber også samhørighed om noget fælles blandt vores børn, unge og voksne. Derfor er der gyserkælder og Halloween-fest i indskolingen, gyserfortællinger i kælderen og udklædte elever og medarbejdere på mellemtrinnet og udskolingsfest med Halloween-tema i udskolingen.
Fokusområde - Læsning og sprog
Læsevejleder Malene og bibliotekar Betina afholder en kæmpe litteraturfestival i Læringshuset i starten af 2024 under overskriften ”Litteraturen er nær”. Det bliver en række litterære arrangementer og andre former for formidling med kendte kunstnere på forskellige årgange. Nærmere information følger. Der skal i den forbindelse lyde en stor tak til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur, som netop har meddelt, at de støtter litteraturfestivalen med 80.000 kr.
Nyheder på social media
Se nyhederne fra denne måned på Læringshusets Facebook-side facebook.com/laeringshusetdk
(opslag slettes efter 1 år)