IT og AV-udstyr
Information om IT og AV-udstyr i Læringshuset
Læringshuset er designet med moderne læringsrum til fremtidens kompetencer.
En del af dette er de mange forskellige former for IT og AV-udstyr, som er til rådighed rundt omkring i huset.
Der er for eksempel 86" touchskærme i alle lokaler, en næsten 8 meter bred LED-skærm i multisalen, Active Floor i hallen og udstyr til streaming og videoproduktion i oplægssalen.
Information
IT og AV-udstyr er en gennemgående ting gennem hele Læringshuset. Der vil derfor altid være en eller anden form for IT og AV-udstyr i nærheden, uanset hvor du befinder dig i huset.
Alle projektorer, LED-skærme, lokaler til fjernundervisning og videomøder, lokale til streaming og videoproduktion samt lyd, lys og mikrofoner styres alt sammen fra et touchdisplay fra Creston, som hænger ved siden af på den pågældende lokalitet.
Alle skærme kan tilgås både kablet eller trådløst via Mersive Solstice på netværket HTKskoler eller HTKguest.
Touchskærme fra Clevertouch
Stort set alle lokaler og faglokaler indeholder en 86" touchskærm fra Clevertouch med indbyggede apps, der er designet til at gøre notering, brainstorming og præsentationsopbygning enkel og intuitiv. Derudover hænger der en i de fleste fællesområder og på skolebiblioteket. Pædagogisk anvendes blandt andet LYNX Whiteboard, som kan tilgås som app og online. Skærmene tilgås og styres overordnet fra Clevertouch MDM.
Lokaler til fjernundervisning og videomøder
12 lokaler er indrettet, så der er mulighed for at etablere fjernundervisning og videomøder. Udover overnævnte touchskærme er der installeret Pan Tilt Zoom-kameraer, som betyder at kameraet kan bevæges og zoome, og en loftsmikrofon fra Shure.
Samlings- og præsentationsområder med LED-skærme og projektorer
Der er forskellige former for samlings- og præsentationsområder rundt omkring i huset.
Frontstage på niveau 0 i tårn B har en stor lyskraftig laserprojektor fra Panasonic samt et stort lærred i loftet, hvor der også er et PA Line Array højtalersystem fra Electro-Voice samt flere lamper, som kan køres op og ned med motor. Derudover er der en stor Midas M32 mixer. Dertil er der håndholdte og håndfri mikrofoner.
Elevkantinen på niveau 1 i tårn A har en laserprojektor fra Epson samt et lærred i loftet, hvor der også er et loftindbygget højtalsystem fra Apart. Derudover er der monteret teleslyngeanlæg og mikrofonsystemet Crows Mic, hvor man over netværket HTKskole kan bruge sin egen mobiltelefonen som mikrofon. Det opsættes og styres fra CM Moderator. Dertil er der håndholdte og håndfri mikrofoner.
Samlingstrappen på niveau 2 i tårn B har 2 LED-skærme med BOSE søjlehøjttalere. De to LED-skærme kan vise samme billede eller to forskellige billeder, hvis det ønskes. Dertil er der håndholdte og håndfri mikrofoner.
Lokale til streaming og videoproduktion
Oplægssalen i niveau 0 i tårn B har en laserprojektor fra Epson og et lærred i loftet samt BOSE søjlehøjttalere på væggen. Desuden er der en bred whiteboard tavle og to interaktive projektorer med stage software hængende ovenover, der blandt andet muliggør streaming og fjernsamarbejde. Der er også et Pan Tilt Zoom-kamera vendt mod publikum, et vendt mod scenen og et mobilt på en tripod samt dertilhørende styringssystem af kameraerne. Kameraerne og optagelser tilgås og styres også fra AREC Online Director. Derudover er der scenelys og et green screen tæppe. Dertil er der håndholdte og håndfri mikrofoner.
Storskærm i multisalen
Multisalen i niveau 0 i tårn B har en næsten 8 meter bred LED-skærm, som er stødfast og i høj opløsning, fra Venuetech, der også kan bruges som scoreboard. Scoreboard softwaren styres fra et betjeningspanel på en kablet touchscreen computer eller online fra din enhed, hvis du er på netværket Scoreboard. Derudover er der fastmonterede højtalere på stolperne af sidevæggen samt et PA Line Array højtalersystem fra Electro-Voice samt flere lamper, som kan køres op og ned med motor. Dertil er der håndholdte og håndfri mikrofoner.
Active Floor i dagtilbuddet
Hallen i Læringshusets dagtilbud på niveau 1 i tårn A har en laserprojektor fra Epson samt et lærred i loftet. Derudover er der et interaktivt gulv fra Active Floor, som muliggør bevægelse og leg gennem forskellige spil, der opfanger bevægelser på gulvet.
Infoskærme ved indgange
Ved alle indgange og garderober samt i de fleste tænketanke er der en infoskærm fra Sony. Det gør det muligt at vise, hvor man er i huset, og dele forskellige informationer. Skærmene i tanketankene kan bruges til præsentationer og samarbejde. Skærmene tilgås og styres fra Sony TEOS Cloud.
Mødebookingsskærme
Alle møderum, det vil sige møderum 1, 2, 3, 4, 6 og 7, har en mødebookingskærm fra Clevertouch. Det gør det muligt at book møderummet fysisk på skærmen eller online via Outlook under sted i en kalenderbooking, hvis du har en @htk.dk mail. Skærmene tilgås og styres fra Clevertouch Live.
Indeklimateknologi
Der er People Counter og indeklimamålere i alle lokaler, som måler på temperatur, luftfugtighed, CO2-niveau og lysniveau. Indsamlingen af data fra sensorsystemet er med til at forbedre indeklimaet i Læringshuset.
Alt IT og AV-udstyr i Læringshuset er leveret af AV CENTER, som er en landsdækkende leverandør af professionelt AV-udstyr.
Teknologi er en naturlig del af vores børn og unges hverdag, og derfor skal eleverne naturligvis også opleve det samme i skolen. Læringshuset stiller som led i denne ambition en iPad eller bærbar PC til rådighed for hver enkelt elev fra 1.-9. klasse. Udstyret er fordelt på følgende måde:
- 1.-6. klasse - iPad
- 7.-9. klasse - bærbar PC
Den øgede brug af teknologi stiller samtidig øgede krav til forståelsen for teknologi. Eleverne skal derfor lære at forholde sig både aktivt og kritisk til det at være forbrugere og medskabere af ny teknologi.
Den digitale og teknologiske udvikling er i stigende grad med til at ændre og løse klimamæssige, sociale og økonomiske problemstillinger. Det betyder at eleverne i højere grad skal møde, teste og undersøge forskellige former for teknologi, så de får viden om, hvordan teknologi fungerer, og hvordan det har betydning for deres eget og andre målgruppers liv og karriere. I overordnede træk skal eleverne lære:
- At kende forskellige former for teknologi
- At kunne bruge, undersøge og forholde sig kritisk til teknologi
- At kunne arbejde kreativt og innovativt med, hvordan teknologi bruges til at skabe værdi og løse problemstillinger
I Læringshuset samarbejder eleverne om innovativ problemløsning med brug af IT på flere måder. Det kan blandt andet være med brug af:
- Talentfabrikken - et læringsforløb, som bygger på elev-til-elev-læringsprincippet, også kaldet peer-to-peer, hvor 20 elever modtager specialiseret undervisning i brug af iPad. De 20 iPad-ambassadører lærer herefter fra sig til deres klassekammerater.
- C.R.A.F.T. (Creating Really Advanced Future Thinkers) - et læringsforløb, hvor eleverne dyster om, hvem der har fundet på den mest nyskabende løsning og projekt i samarbejde med en eller flere virksomheder. De kan for eksempel være at bygge 3-D modeller i Minecraft
- Micro:Bit - en lille computer, der introducerer eleverne til, hvordan software og hardware fungerer sammen med et LED-display, knapper, sensorer og mange input- og outputfunktioner, der kan programmeres og interagere
- Coding Pirates - et læringsforløb, hvor eleverne blive introduceret til både algebraisk og abstrakt tænkning, logisk opbygning og problemløsning samt decideret kodning
Læringshuset anvender Office365. Det betyder at alle elever og medarbejdere har adgang til Office365 og programmerne heri.
Office 365, også kendt som Microsoft 365, er en samling af værktøjer og tjenester fra Microsoft.
Som en del af programpakken finder du Word, som er et tekstbehandlingsprogram til at skrive, redigere og formatere dokumenter, Excel, der er et regnearksprogram til dataanalyse og beregninger, PowerPoint, der er et præsentationsprogram til at skabe og fremvise præsentationer.
Derudover er der Outlook, som anvendes til E-mail og kalenderstyring, samt OneNote, som bruges som digital notesbog.
Der er også Teams, som bruges som kommunikations- og samarbejdsplatform, da den understøtter chat, videoopkald og dokumentarkiv. Desuden er der OneDrive, der er en Cloud-lagring til at gemme og dele filer online.
Fremtidens kompetencer
Office365 fremmer nogle af de digitale færdigheder, som er afgørende i det moderne samfund.
Det er derfor vigtigt, at eleverne lærer at bruge Office365 som digitalt værktøjer, da det er noget, som de vil støde på senere i deres videre uddannelse og arbejdsliv.
Med værktøjer som Teams og OneDrive kan eleverne nemt samarbejde om projekter og opgaver, dele fier og give feedback i realtid, hvilket styrker teamarbejde og kommunikation.
Outlook og OneNote hjælper dem med at organisere deres skolearbejde, planlægge opgaver og tage noter effektivt.
PowerPoint og andre værktøjer giver eleverne mulighed for at udtrykke deres ideer kreativt og visuelt, hvilket kan forbedre deres præsentations- og kommunikationsevner.
Adgang til Office365
Oprettelsen af brugere i Office365, herunder adgang til programpakken, administreres i Høje-Taastrup Kommune af Easy IQ. Du kan læse mere om Easy IQ på deres hjemmeside easyiq.dk.
Du kan kontakte de pædagogiske IT-vejledere i Læringshusets skole, hvis du har brug for IT-hjælp eller service af din iPad eller PC. Det kan for eksempel være vedrørende hjælp til Office365 eller en manglende oplader.
IT-vejlederne holder til på niveau 1 i tårn A ved skolebiblioteket, hvor deres træffetider fremgår. Du kan også skrive til dem i Aula. Spørg din lærer, hvis du er tvivl om, hvem IT-vejlederne er.
Medarbejdere kan også anvende "Uglen" i Zenworks, som varetages af IT-afdelingen i Høje-Taastrup Kommune, hvis der behov for IT-hjælp eller service af din iPad eller PC.
- Hvis der sker en skade med barnet - Høje-Taastrup Kommune har ingen ulykkesforsikring for børn i skoler og institutioner. Det kan derfor anbefales at tegne en privat heltidsulykkesforsikring for børn, der går i dagtilbud og skole. Høje-Taastrup Kommune dækker skader og ulykker i tilfælde, hvor kommunen i juridisk forstand forvolder skade ved handlinger, der skyldes fejl, forsømmelse eller uagtsomhed.
- Hvis barnet laver en skade - Børn er personligt erstatningsansvarlige for deres handlinger på samme måde som voksne. Forældre blive pålagt at betale op til 7.500 kr. for hver skade, deres barn laver. Sker en skade ved et uheld, vil en indboforsikring med en ansvarsforsikring som udgangspunkt dække både forældre og børns regning for en skade. Er der tale om hærværk kan barnet risikere at skulle betale hele erstatningen. Forældrene skal dog betale de første 7.500 kr. af skaden. Forældre vil blive bedt om at anmelde skaden til deres forsikringsselskab.
- Kørsel med børn i private biler - Hvis børn køres i læreres, pædagogers eller andre forældres biler i forbindelse med udflugter og lignende, vil børnene i en skadesituation kunne få erstatning fra bilens lovpligtige ansvarsforsikring og/eller fra en evt. anden trafikant, som er medskyldig i en ulykke. I Høje-Taastrup Kommune må kørsel i private biler kun finde sted, hvis forældrenes skriftlige tilsagn er indhentet skriftligt eller i Aula.
- Tyveri - Høje-Taastrup Kommune hæfter ikke for et barns ejendele. De er omfattet af hjemmets egen indboforsikring. Barnets tabte og glemte ting erstattes ikke af kommunen.
- Anmeldelse af skader - Enhver skade på personer eller ting skal hurtigst muligt meddeles lederen af dagtilbud eller skole.
- Hvis en iPad eller PC får skader eller bliver stjålet - Hvis der sker en skade på den udlånte iPad eller PC, skal I hurtigst muligt rette henvendelse til skolen. Skolen vil hurtigst muligt udlevere en tilsvarende iPad eller PC, så eleven har det nødvendige undervisningsmiddel til rådighed. Bemærk, at eleven selv er ansvarlig for, at egne materialer er sikkerhedskopieret
Høje-Taastrup Kommune dækker ved selvforsikring eventuelle skader på de udlånte enheder ved pludselige og uforudsete hændelser. Kommunens selvforsikring dækker både i skolen og i hjemmet samt under den daglige transport til og fra hjemmet. Også ved indbrud eller tyveri dækkes tabet ind af kommunens selvforsikring, når iPad eller PC er opbevaret under betryggende opsyn. Kun hvis en elev forsætligt eller ved grov uagtsomhed er skyld i en skade på en udlånt iPad eller PC, kan der blive tale om, at Høje-Taastrup Kommune kræver erstatning efter de almindelige erstatningsregler i dansk ret. Ved tyveri udenfor skolen skal der altid indgives politianmeldelse.
I et hus som Læringshuset, hvor IT og AV-udstyr spiller en central rolle i undervisningen, er det afgørende at have en pædagogisk IT-strategi.
Læringshuset er derfor igang med at udarbejde en pædagogisk IT-strategi, der blandt andet skal være med til at skabe et innovativt og fremtidsorienteret læringsmiljø, hvor både elever og lærere drager fuld nytte af de teknologiske muligheder.
Hvis du har spørgsmål
Hvis du har spørgsmål om IT og AV-udstyr, er du velkommen til at kontakte Læringshuset. Du finder vores kontaktoplysninger på siden Kontakt os